Verdensmålene for bæredygtig udvikling blev vedtaget i 2015 af alle verdens statsledere og skal frem til 2030 sikre en mere bæredygtig udvikling for både virksomheder, mennesker og vores planet.

De 17 Verdensmål forpligter alle lande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, sikre god uddannelse og sundhed til alle, reducere ulighed samt fremme ligestilling, anstændige jobs og bæredygtig økonomisk vækst og forbrug. De fokuserer ligeledes på at fremme fred, sikkerhed og stærke institutioner og på at styrke internationale partnerskaber.

Verdensmålene har redefineret begrebet bæredygtighed i forhold til sammenhængen mellem social, økonomisk og miljøudvikling og forståelsen af, at alle lande i verden er i en kontinuerlig og gensidigt forbundet udviklingsproces. Verdensmålene gælder således for alle lande – både rige og fattige – med højde for landenes forskellige udgangspunkt.

Bliver verden bedre?

Verdensmålene bygger videre på resultaterne af de otte såkaldte 2015-mål, hvor der er opnået betydelige fremskridt de sidste 20 år.

Siden 1990 er fattigdommen i verden faldet fra omkring 35% til omkring 10%, ni ud af ti børn i udviklingslandene starter i dag i grundskole, og dobbelt så mange børn overlever deres femårs fødselsdag. 45% færre kvinder dør i forbindelse med graviditet og fødsel, to milliarder mennesker har fået adgang til forbedret drikkevand, og millioner af menneskeliv er blevet reddet p.g.a. bedre forebyggelse og behandling af smitsomme sygdomme som malaria, tuberkulose og HIV/AIDS. Mens antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er mere end halveret, kæmper alt for mange stadig med at få opfyldt deres mest basale menneskelige behov. Verden over går en ud af ni mennesker sultne i seng hver aften, og tre ud af ti mangler adgang til rent drikkevand. Hurtig økonomisk vækst i lande som Kina og Indien har løftet millioner ud af fattigdom, men fremskridtene har også været ujævne. Flere kvinder lever i fattigdom end mænd på grund af ulige adgang til lønnet arbejde, uddannelse og ejendom. Endvidere medfører den globale økonomiske vækst også forurening, global opvarmning og langvarige ændringer i vores klimasystem, som kræver øjeblikkelig handling.

 

Hvordan kan du hjælpe med at nå Verdensmålene?

Et af de afgørende aspekter af de 17 Verdensmål er, at det kræver både holdning og handling, hvis de skal indfries inden 2030. Det betyder, at vi alle grundlæggende skal tænke bæredygtighed i bred forstand ind i vores hverdag. Det handler for eksempel om at tænke over, hvad vi køber, hvordan det er produceret, hvad vi smider ud, hvilken energi vi forbruger, hvordan vores byer og natur skal indrettes til gavn for alle både nuværende og fremtidige generationer, samt hvordan vi behandler andre. Mange er allerede godt i gang. Virksomheder, kommuner, foreninger, borgere og andre arbejder hver dag på at tænke bæredygtighed ind i deres daglige arbejde.