Emballage-innovation reducerer madspild

Palsgaard har udviklet en ny type anti-dug coating, der holder maden friskere i længere tid.

 

 

De burde ligge og lokke i køledisken: Færdiglavede salater, friske måltider og snittede grøntsager. Det gør de bare ikke altid. Ifølge den engelske organisation WRAP bliver op mod 40 procent af de grønne færdigvarer smidt direkte i skraldespanden, blandt andet på grund af kondens i emballagen, der gør maden utiltalende at se på. Det vil fødevarevirksomheden Palsgaard gerne lave om på. Det fortæller adm. direktør Jakob Thøisen:

”Vi har længe vidst, at uhensigtsmæssig emballage medfører et enormt spild blandt ferskvarerne i supermarkedet. Faktisk begyndte vores kunder selv at henvende sig til os for at høre, om det var en udfordring, vi ville tage op. Det skabte en klar motivation for at ryste posen og se på helt nye typer af løsninger.”

Den løsning er i dag en særlig coating, der er specielt udviklet til plastemballager som salatbakker. Coatingen gør, at kondensvand ikke samler sig som store, uigennemsigtige dråber, men i stedet som en helt tynd, transparent film.

”Den nye coating er 100 procent plantebaseret, fødevaregodkendt, bæredygtig, produceret på CO2-neutrale faciliteter og i øvrigt konkurrencedygtig på prisen i forhold til de ikke-bæredygtige alternativer. Ved at spraye eller rulle den på kan emballageproducenterne skabe et helt andet visuelt udtryk for de produkter, der skal ligge i køledisken. Samtidig forbliver produkterne også friskere i længere tid, idet coatingen netop medfører en mere hensigtsmæssig fordeling af kondensvandet,” fortæller Jakob Thøisen.

At koble den nye coating op til FN’s Verdensmål var ifølge Jakob Thøisen en helt naturlig beslutning:

”Det anslås, at cirka en tredjedel af al madproduktion i verden ender direkte i skraldespanden. I og med at Palsgaard er en global virksomhed med salgskontorer i hele verden, kan vi rent faktisk gøre en forskel. Der er ingen tvivl om, at bæredygtig emballage-innovation er et betydeligt våben i kampen mod madspild.”

At være en del af SDG Accelerator for SMV’er har givet Palsgaard en lang række vigtige værktøjer, fortæller Jakob Thøisen:

”SDG Accelerator blev helt sikkert et stærkt samlingspunkt for hele organisationen i forhold til at accelerere udviklingen og tage nogle større skridt hurtigere, end vi ellers ville have gjort. Samtidig har vi mødt nogle ekstremt dygtige facilitatorer, som har givet os vigtig viden om systematisk forretningsudvikling. Vi føler i den grad, at vi er kommet hele vejen rundt.”

Næste skridt for Palsgaard er at intensivere dialogen med kunderne for at få en endnu dybere markedsforståelse:

”Når man udvikler et nyt produkt, bevæger man sig jo også delvist ud på et nyt marked. Her venter mange spændende dialoger med både nuværende og fremtidige kunder. Det største markedspotentiale findes klart i Asien og USA, så vi bevæger os også over store geografiske afstande. Men det kommercielle potentiale er klart til stede. Overalt møder vi positive reaktioner, og vores produkt er rent faktisk allerede kommet i salg.”

På trods af de positive udsigter i den globale fødevareindustri har Palsgaard endnu større ambitioner for coatingen, fortæller Jakob Thøisen:

”Tænk for eksempel på dykkerbriller, der ikke dugger. Tænk på bilernes sidespejle eller på de millioner af elektronikskabe, der for enhver pris skal holdes tørre. Eller solpaneler med uønsket morgendug. Mulighederne med coating er uanede, og vi har blot kradset i overfladen af forskellige anvendelsesområder. Det er helt sikkert også læren fra at arbejde med FN’s Verdensmål: Man starter et sted, beslutter sig for at gøre en forskel, og ender med at åbne døren til noget endnu større.”

 

Foto: Palsgaard

 

Sådan bidrager Palsgaard til Verdensmålene

  • Palsgaard har udviklet en bæredygtig anti-dug coating til industri-fødevareemballage, der holder maden friskere i længere tid og dermed bidrager til at mindske madspild
  • Gennem sin globale tilstedeværelse vil Palsgaard markedsføre produktet over hele verden med særligt fokus på de store emballageproducenter i Asien og USA

 

Verdensmål i spil

  • SDG 12: Ansvarligt forbrug og produktion
  • Delmål 12.3: Halver det globale madspild per person
  • Inden 2030 skal det globale madspild på detail- og forbrugerniveau pr. indbygger halveres og fødevaretab i produktions- og forsyningskæder, herunder tab af afgrøder efter høst, skal reduceres.

 

Foto: Palsgaard

Fakta om Palsgaard

  • Grundlagt i 1907
  • Ca. 420 ansatte
  • Fondsejet
  • Geografisk tilstedeværelse i mere end 100 lande

Læs mere om Palsgaard her.